Angsten for angsten i den mørke sandstenshule
Angst essen Seele auf - angst kan æde dig op indefra
I mit 52-årige liv har jeg oplevet flere angstprovokerende
situationer, som jeg har forsøgt at bearbejde efterfølgende. Det har taget år
og tålmodighed, men hver gang det lykkes, føler jeg mig styrket og parat til
næste udfordring.
Jeg nægter at lade mig styre af angst og vælger at set det
som en positiv måde at arbejde med min personlige udvikling på. Jeg har en tro
på, at jeg skal udsætte mig selv for dét, jeg er bange for. Ellers vokser det
sig endnu større. Senest udfordrede jeg mig selv ved helt alene at bevæge mig
ind i en sandstenshule ved Stein am Rhein i Schweiz.
Jeg var på en morgenløbetur, hvor en anden udfordring var at
løbe på smalle bjergstier, nyde udsigten og kunne kigge ned ad de skrå
bjergskrænter uden at blive blive svimmel og bange for at falde ned. Min
højdeskræk stammer fra en situation fra min barndomsfamilieferie i Schweiz,
hvor min søster og mor gled ned af en snebedækket bjergskrænt. De kom heldigvis
ikke noget til, men skrækken for at falde blev hængende i mig. Den er nu næsten
forsvundet i takt med, at jeg bevidst går ud til bjergkanten for at kigge ned
og som her ved morgenløbet vælger de smalle bjergstier som min løberute. Og
nyder udsigten over limegrønne bøge- og lærketræer og den blåglitrende Rhin
akkompagneret af fuglenes forårsfløjten.
Solen var netop brudt frem af disen, og jeg havde nået at
stoppe op på min løbetur – mest fordi det gik temmelig meget opad, så en pause
var tiltrængt. Som undskyldning brugte jeg, at jeg liige skulle smage på de
friske bøge- og skovsyreblade på vejen….Da kom jeg i tanke om, at min kusine
havde snakket om en sandstenshule (Sandsteinhöhle), som hun var kravlet igennem
med nogle børn, som hun passede. Det kunne være spændende at se, hvordan den så
ud, tænkte jeg. Her var det min nysgerrighed, der sejrede.
Sandsteinhöhle ved
Stein am Rhein, Schweiz. Huleindgang nederst tv
 |
| Den højtloftede indgang til hulen |
Jeg kunne jo altid bare gå ind i det høtjloftede rum for at
se, hvordan der så ud, tænkte jeg. Det var meget mørkt at komme fra forårssolen
og ind i det mørke rum. Når jeg stod med ryggen til indgangen, kunne jeg intet
se. Dog efter kort tids tilvænning af øjnene kunne jeg ane, hvor hulen gik
videre, så jeg bevægede mig 10 skridt længere ind. Helt langsomt og følende med
fødderne, om der var forhindringer, eller det gik opad eller nedad. Jeg tænkte
lidt angst om, der var dyr – en ræv f.eks. og snusede ind for at vurdere, om en lugt afsløre-de dette. Mest fordi jeg var bange for
forskrækkelsen, hvis et dyr lige pludselig skulle ”vælte” frem. Umiddelbart var
der ingen lugt eller lyd overhovedet. Først nu her i mørket kom jeg i tanke om,
at dette var noget af udfordring, i det jeg havde følt panikangst i små (mørke)
rum, siden jeg fik kvælningsfornemmelser i forbindelse med en dyneleg sammen
med legekammerater i min tidligste barndom.
Jeg havde ingen lyst til at fortsætte. Hulen var stadig
højloftet – måske 2,5 m, så jeg kunne stå oprejst for at vænne mig til mørket.
Jeg valgte at gå ned på alle fire, så jeg kunne mærke, om det gik nedad. Jeg
havde ikke lyst til at falde, så selvom jeg følte mig tåbelig kravlende rundt i
på alle fire i et højtloftet rum, så var det jo ligegyldigt – ingen så mig, og
det vigtigste var, at jeg kom igennem denne for mig store udfordring.
 |
| Der skulle kravles i sandstenhulens mørke |
Hulen
ændrede nu hurtigt karakter og blev til en smal tunnel med plads til at sidde
på hug, men det opretstående var ikke længere end mulighed (og jeg er kun
1m57cm…). Så længe jeg kunne se lyset fra indgangen, tænkte jeg, at der ikke
skete noget ved at kravle ind i tunnellen. Jeg ærgerede mig over, at jeg ikke
havde taget min pandelygte med. På den anden side føltes det allerede som lidt
snyd, at jeg havde forsøgt at se bare lidt ved hjælp af lyset på løbeursskiven…Tunnellen
drejede, og jeg kunne absolut intet se – ej heller lyset fra hulens indgang.
Jeg kravlede forsigtigt videre på knæ og hænder i den tørre støvede sandjord og
overvejede, om det nu var så fornuftigt at kravle her helt alene. Jeg kunne
ikke huske, hvor lang min kusine havde sagt, at tunnellen var, og om man kunne
komme ud på den anden side. Angsten sad i halsen og i maven. Pludselig delte tunnellen
sig i to, kunne jeg mærke. Jeg havde ingen anelse om, hvilken tunnel jeg skulle
vælge. Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger og sagde til mig selv, at det kunne
ikke være så farligt, når børn kunne kravle igennem. Jeg valgte den venstre og
kravlede langsomt videre, famlende mig frem i totalt mørke. Heldigvis huskede
jeg at lykønske mig selv for, at jeg var kommet så langt. Jeg skulle jo bare
lige se hulen. Havde slet ikke forventet, at jeg havde turdet at kravle længere
ind – helt alene uden lys.
Puha, tunnellen føltes uendeligt lang. Men jeg kunne holde
panikken væk ved at koncentrere mig om at kravle og at tænke: ”Alt er godt. Der
sker intet. Du klarer den. Hvis du havde kunnet se, ville du have set, at alt
er fredeligt, så ingen grund til panik”. Det kan være svært lade være med at
forme sætninger, som ikke advarer og uden at bruge ”ikke” eller ”intet”.
Hjernen skulle jo opfatte sætningen: ”Det er ikke farligt”, som: ”Det er
farligt” eller blive mindet om at føle panik, når ordet nævnes. Så det gælder
jo om at sige: Alt er fredeligt og roligt osv. Det må være et eller andet med,
at man føler mere kontrol, hvis man nævner faren eller siger: ”Pas på!”. (Her
er et andet vigtigt emne, som jeg vil tage op i min blog: Hvorfor vi skal
stoppe med at sige ”pas på!” til vores børn og børnebørn).
Jeg er stadig i den smalle tunnelgang kravlende på alle
fire. Der er vel max 15 cm frirum på siderne og 20 cm i højden. Når jeg kigger
bagud, kan jeg kun se mørke. Jeg tænker, at jeg kommet længere, end jeg
nogensinde havde drømt om, at jeg ville kunne klare. Uden at føle den
altovervældende panikangst. Jeg har ingen idé om, hvor langt der er til, at jeg
evt. kan komme ud af tunnellen. Undtagen selvfølgelig hvis jeg kravler tilbage
ad den vej, jeg kom.
Og her kommer den befriende tanke, at jeg ikke behøver at
lade mig styre af en anden dominerende angst, som jeg besidder:
Præstationsangsten. Den evige kamp om at skulle præstere sig ud af manglende
selvværdsfølelse. Jeg er jo allerede kommet langt længere, end jeg havde turdet
håbe på uden at gå i panik. Jeg begynder at kravle baglæns tilbage til hulens
indgang. Naturligvis føles det ikke så langt som, da jeg kravlede derind. Men
sejrssikker står jeg i det højloftede hulerum igen. Jeg har overvundet min
klaustrofobi og angst for mørke! Udsigten over Rhinen forekommer mig endnu mere
blændende end før, og jeg glæder mig til næste gang, ferievejen falder til min søde
gudmor og moster i Stein am Rhein. Så kravler jeg hele vejen!
Kommentarer
Send en kommentar