Søndagsskovløbeturen og marathonkvinde nr. 1

Slog hjernen fra og klappede hugorme

Mine Five Fingers kan tåle vand. Her nyligt hjemløbstransporteret
i øsende regn og tordenvejr ca 20 km fra Liselejefødselsdag

Søndag er en herlig dag at løbe i. Denne søndag slog jeg hjernen fra og væltede mig ud i den halvlune morgen kl. 8.30 efter min havregrynsmorgenmad med æbler, havtornpulver, mango og rosiner. Det er kun i ferien, jeg kan finde ud af at løbe på tom mave, inden familien vågner og har spist morgenmad... Her i sommer præsterede jeg endda at fare vild i mit løb i sand og vand langs med havet ved Møns Klint, så løbet blev temmeligt meget forlænget til næsten 30 km...Måske var det, fordi jeg, usædvanligt for mig, var blevet en lille smule nervøs for hugorme. En dame jeg mødte under mit løb, havde skræmt mig ved at fortælle om en løber, der var blevet bidt, så han måtte på hospitalet. Det skal nævnes at få minutter inden, havde jeg stirret en hugorm i øjnene. Den flyttede sig dog, inden jeg nåede at overveje, hvad jeg skulle gøre. Derefter klappede jeg i løb for at skræmme evt. ubudne hugorme væk. Om det var årsagen til, at jeg løb ca. 5 km forbi "opgangen" til sommerhuset, så jeg endte med at løbe over 30 km i sand og vand, vil jeg lade stå åbent. Heldigt for mine tå-sko Five Fingers at de tåler vand.

Denne søndag ville jeg løbe en time, inden jeg skulle møde de friske fortsætterløbere i Færgelundsskoven. De har nået at blive habile halv times løbere på 12 uger (eller fem km) - nogle af dem helt fra schratch! Det blev til bakketræning med et par Færgelundsbakker, Elefantens røvhul (laaang 400 m bakke) og andet bakkeskravsammen, så de ni km blev beæret af mine megasmåløbeskridt i Five Fingersko. Tilbage til Familiebænken og til mødet med Fjordløber Fortsætterløberne fik vi varmet op med styrke- og smidighedstræningen i form af effektive yogaøvelser (inkl. planke). Vi beredte vi os ud på kort gåtur og ellers hyggeløb rundt i skoven. Vi havde aftalt løberute og hentede os hinanden op som vanligt. To og os kom dog lidt forud for de andre optagede af løb og snak. Vi løb tilbage for at hente op, men...hvor var vores trofaste løbevenner nu blevet af??? Frem og tilbage var lige langt og hjalp lige lidt. Jeg fik løbet noget mere end beregnet, og da jeg endelig lidt bekymret og frustreret kom retur til Familiebænken, var alle glade ankommet. De havde da bare taget en genvej gennem skoven....tuttelut. Dejligt at ingen var faret vild i den "kæmpestore" Færgelundsskov. Tsk tsk. Søndagens løbeiver havde afstedkommet godt 23 km for mit vedkommende. God intervaltræning med bakker og søgning efter løbere ;-)

En løbefanatiker

Skovmaren i St. Dyrehave 2016. Mindaugus løb 1½ min hurtigere end mig.
Bare rolig jeg tog ham i 2017. Læs mere om dette i næste blogindlæg.

Siden jeg har blogget, er det sket en del på løbefronten. Jeg har trænet endnu mindre end vanligt (alt lige fra 10 km/ugen til en 21 km tur i weekenden), og jeg har mod al løbefornuft, løbet endnu to marathons. Bare for at få lidt km i benene. Det var Skovmaren ved Hillerød (mere herom i næste blog) og Skovløberen ved Hvalsø, som er et hyggeligt, lokalt løb, hvor jeg får hilst på gamle løbekammerater. Jeg plejer at vinde det på kvindesiden, så positionen skulle også forsvares og frem for alt, ville jeg løbe hurtigere end Mindaugus. En løbefanatiker der løber marathon eller ultraløb ca. een gang om ugen. Til gengæld træner han så ikke i mellem konkurrenceløbene. Han er aldrig til at gennemskue, m.h.t., hvor hurtigt han løber et marathon. Nogle gange har han løbet et marathon dagen før, og så løber han ikke hurtigere end mig. Andre gange har han friske ben, og så løber han hurtigere end mig. Jeg må lige tilføje, at han er knap 20 år yngre end lille mig, så det trøster jeg mig med, når han løber for hurtigt.

Sejr og Gyldenløveshøj
Mindaugus var i fuldt firspring de første mange km, så kørte han træt, og jeg nåede op på siden af ham. Jeg havde nok også øget farten lidt, som jeg plejer. Jeg lægger normalt temmeligt langsomt ud og øger så farten efterhånden. Gider ikke rigtigt gå helt død i den sidste del af løbet. Negative split kunne jeg i gamle dage. Nu står den mest på langsom opstart, øg den til 4min35sek/km og tab lidt på bakkerne (og der er mange hele vejen - inkl. Sjællands højeste punkt Gyldenløveshøj ved 15 og 30 km, så dér dropper farten til over 5 min/km). Jeg havde faktisk så meget energi, at jeg kunne løbe den sidste km i tiden 4min20sek. Det var måske, fordi jeg hentede Mindaugus på de sidste 15 km efter at have set ham forudeløbende inden da. Stor var sejren, da jeg nåede ind knap et minut før ham! Han tog det pænt og gav mig en varm krammer. Mærkeligt nok glemte han sin sædvanlige fotosession med ham og mig i centrum af billedet...

I mål. Sjældent for mig at have en løbekammerat (Benjamin) på alle 42 km. Kun lige de sidste to km
var vi tomme for snak. Trætte???....njahhhh. Ellers den bedste pulsmåler - den der lige akkurat snakkeenergi.

Det healede knæ
Nå pyt - jeg tog "hævn" og fik taget dette dejlige foto med mine to livreddende samaritanere. De lappede mit knæ sammen efter løbet, da jeg skred i svinget på den dejlige bakke Gylenløveshøj. Pinligt var det med heppende tilskuere, så jeg mandede mig op og lod som ingenting. Jeg healede det i løb og mærkede vitterligt ingen smerte. Det var kun lidt jord, som den forsigtige unge samaritter hjalp mig af med. Han blev ikke helt populær, da han begyndte med skrabekniven, men vi klarede den ved at trække vejret heeelt ned i smerten. Men så fik jeg også et flot plaster til påklæbning efter badet. Jubiii.

Jeg fik forsvaret titlen, som den mest vindende marathonløber i Skovløberen (tiden blev: 3t17min29sek), så I skal selvfølgelig ikke snydes for præmieoverrækkelsen. Den næste kvinde kom ind knap 30 min efter (3t51min). Jeg blev løber nr. 3 totalt.